Dupont-Tisserandot er hovedkilden til Madame Lalou Bize Leroys forsyninger af Gevrey-Chambertin. Det fortæller alt, om den kvalitet der laves på domænet.
Årsagen er enkel. Dupont-Tisserandot er hele 20 ha. stort, hvilket er usædvanligt for typisk små privat ejede vingårde i Gevrey-Chambertin. Af disse 20 ha. er hele 14 ha. Gevrey-Chambertin Village. Der findes mig bekendt ikke andre domæner i Gevrey-Chambertin, der er i besiddelse af så store arealer.
Dupont-Tisserandot er et gammelt familiedomaine, og ledes i dag af søstrene Marie Francois Guillard og Patricia Chevillon. Patricias mand, Didier Chevillon, forestår mesterligt vinifikationen af vinene hos Dupont-Tisserandot.
Vinene herfra fremstilles med stor charme og generøsitet. Altid tro mod områdets terroir. Dupont-Tisserandot har de seneste år høstet stor international anerkendelse. Topvinene får sjældent under 94 point.