
Bodegas Ossian ligger i Spaniens hvidvinshjerte Rueda i Castilla y Leon. Vingården er forholdsvis ung, men er nået langt på kort tid. Javier Zaccagnini startede vingården op i 2005 med Ismael, og i dag producerer de økologisk certificeret hvidvin. Da de startede havde de det mål at producere hvidvin af høj kvalitet, og det må siges at være lykkes dem.
Ossian er spanske hvidvine med de store vine fra Puligny-Montrachet og Meursault som forbillede.
Javier er en erfaren herre inden for vin. Han har arbejdet i vinbranchen i 19 år og grundlagde i 1999 det anerkendte vinhus Bodegas Aalto sammen med Mariano Garcia. Javier har tidligere været direktør for Ribera del Dueros eksportråd. Han er uddannet inden for administration og virksomhedsledelse.
Ismael brænder for vinavl og er femte generation ud af en vinavler familie. Han er stor fortaler for økologisk produktion.
Druerne kommer fra oprindelige europæiske pre-phyloxera vinstokke, der er op til 200 år gamle – ja, du læste rigtigt. Druesorten er Verdejo, der er Ruedas hoveddrue. Hver vinstok producerer uhyggeligt få drueklaser, men af en imponerende kvalitet.
Jordbundstypen består af et syv meter dybt sandlag, hvilket er exceptionelt for produktion af kvalitetshvidvin.
Markerne ligger 840 til 930 meter over havets overflade, hvilket er 150 meter højere end i området omkring Duero.
Selve vinen er fadegæret på franske egefade. Der er en Burgundisk filosofi bag hele produktionen. Det er da også en af Bourgognes dygtigste ønologer indenfor produktion af hvidvin, Pierre Millemann, er konsulent på projektet. Han har tidligere været tilknyttet Domaine Romanée Conti.