Château Haut-Colombier er drevet på mesterlig vis af familien Chiéty, der har ejet slottet siden 1803. Deres utrættelige arbejde med at forbedre kvaliteten af deres vin har givet pote i form af en charmerende og elegant højrebredsBordeaux.
På Château Haut-Colombier benytter man sig af viticulture raisonnée. Vinen er således ikke økologisk, men der sprøjtes kun i markerne, når det er strengt nødvendigt.
Vinens farve er ret mørk, og duften er først lidt lukket, men åbner hurtigt op med lækre noter af mørke skovbær, muld, viol og en anelse ristet tobak. Smagen er robust, med en nydelig fylde og frugt. Syreindholdet er relativt afdæmpet, men markant nok til at give vinen balance.
Château Haut-Colombier er en lækker vin, der bør minde os alle om, at Bordeaux er meget andet end de legendariske og kostbare vine herfra.