
Château Pontet Canet er strøget helt til tops rent kvalitativt den seneste årrække, og rangere niveau-mæssigt på højde med 1. Cru'erne. Således gik den bl.a. rent hjem ved en blindsmagning et par år tilbage, hvor indehaver Alfred Tesseron gav en blindsmagning af fire Pauillac-vine i 1996-årgangen, - Mouton, Latour, Lafite og Pontet Canet. Ingen af de 4 skildte sig ud rent niveau-mæssigt. Og Château Pontet Canet er ikke faldet i kadence siden - nærmere tværtimod.
Pontet Canet, der er nabo til Mouton-Rothschild, er inde i en rivende udvikling. Med indførsel af Biodynamiske metoder, håndplukning, usædvanlig streng sortering af druerne, introduktion af en anden vin, installation af temperaturstyrede rustfri ståltanke og en revurdering af vinifikationsmetoderne har dette slot simpelthen formået at lave en supervin, der sidestilles med de store vine fra området. Her får man virkeligt meget for pengene. Den har en flot mørk rubinrød farve, og meget frugtig cabernet-præget næse, med meget rene dufte af moden solbær og hindbær, med lidt egetræ og mørk chokolade. Meget velafbalanceret, med en fantastisk koncentration og dybde, samt meget flotte, runde tanniner, der sammen med den fyldige frugt danner en fyldig, næsten fed struktur, der varer ved i den lange eftersmag.