Indkøbskurv0 varer 

Brancaia, Italien - Toscana - Chianti

Ilatraia 2005

499,95 kr.
  • Type: Rødvin
  • Flaske: 75 cl
stk. Køb her
Brancaia tilhører ikke blot eliten i Chianti Classico, de tilhører fornyerne. Siden midten af 1980’erne har det schweiziske ægtepar, Brigitte og Bruno Widmer med stor succes ført Brancaia helt frem i førerfeltet. Den ærbødige respekt, der omgærer dette vinhus, skyldes i høj grad deres fantastiske supertoscanere: Il Blu og Ilatraia fra Brancaias ejendom i Maremma.

Vinhusets progressive og koncentrerede stil skyldes ikke mindst samarbejdet med den konsulterende ønolog Carlo Ferrini, som er for Toscana, hvad Michel Rolland er for Bordeaux.

Brancaias 60 hektarer vinmarker er beplantede med 65% Sangiovese, 30% Merlot og 5% Cabernet Sauvignon. Alene denne fordeling synes at vise den rette vej for en supertoscaner.

Dyrkningsformen er skøn forening af traditionelle metoder og biodynamiske principper. Med andre ord, så forsøger man på markerne, at opnå en naturlig balance og harmoni, og sprøjter kun hvis det er bydende nødvendigt.
Også kælderfaciliteterne hos Brancaia er unikke. Et state-of-the-art vineri i tre etager, som overflødiggør pumpning af vinene, der så at sige transporteres rundt ved hjælp af tyngdekraften.

Man fristes til at sige, at det eneste klassiske ved Brancaia er deres lagringsmetoder. Her anvendes medium ristede franske barriques og de fire gange så store tonneaux fade.

Brancaia producerer fire forskellige vine. Fællesnævneren er intensitet og kompleksitet – dog uden elegancen og det fædrene ophav smides overbord.

”Tre” er et blend af Sangiovese, Merlot og Cabernet Sauvignon, som lagrer i 12 måneder på halvt nye og halvt brugte tonneaux.

Chianti Classico, der viser Sangioveses imponerende potentiale, er fremstillet på 85% Sangiovese og 15% Merlot. Vinen lagrer 16 måneder på halvt nye og halvt brugte barriques.

”Il Blu” er Brancais top-produkt. En kompleks og intens supertoscaner, fremstillet på 50% Sangiovese, 45% Merlot og 5% Cabernet Sauvignon. ”Il Blu” lagrer i hele 20 måneder på 2/3 nye og 1/3 brugte barriques. En bulderbasse, men ikke uden elegance.

Fra Brancaias ejendom i Maremma kommer ”Ilatraia” – husets anden supertoscaner. Den er fremstillet på 60% Cabernet Sauvignon, 30% Sangiovese og 10% Petit Verdot. Her er lagringen 18 måneder på halvt nye, halvt brugte barriques.

Brancaias vinøse stil synes at appellere til et internationalt publikum. På hjemmefronten honoreres Bracaias vine typisk med to og tre glas i Gambero Rosso, men hos de toneangivne anmeldere hos Wine Advocate og Wine Spectator falder pointene normalt mellem 89 og 95 point.

Der var engang hvor Chianti var synonymt med både bastflasker og vinskandaler. Men at dømme ud fra Brancaias nuværende kvalitetsniveau, er det alt sammen meget, meget længe siden.