”Ici on accepte chasseurs, pecheurs et tout autre menteur”. Således står der ved nedgangen til Michel Coutouxs kælder. Manden er altså ikke helt uden humor.
Vinene fra Michel Coutoux er blandt Bourgognes bedst bevarede hemmeligheder. Michel Coutoux blev i 1991 gift med Michel Niellons datter. Oprindeligt kom han fra Loire, hvor han også var involveret i vinproduktion, men også for ham var Bourgogne et vinøst mekka.
Michels talent, kombineret med den enorme praktiske viden som han har fået overført fra Michel Niellon, gør, at han i dag anerkendes som en af Bourgognes dygtigste fremstillere af hvidvin.
Michel Coutoux har et enormt netværk i Côte de Beaune. Det gør, at han præcis ved hvem der har hvilke vine eller druer til salg, og hvem der laver de bedste kvaliteter. Med den viden i hånden har han skabt Bourgognes formentlig mindste premium negociant virksomhed. Cirka 40 fade vin pr. år eller 12.000 flasker om året er alt hvad det bliver til. Appellationerne spænder over alt fra Saint Aubin til Meursault, Puligny-Montrachet og selvfølgelig Chassagne-Montrachet. Alle besidder en nerve og et generøst nærvær.

