Domaine Sylvain Pataille er den absolutte stjerneproducent i Marsannay. Han er uddannet ønolog i Bordeaux, og arbejdede igennem flere år på forskellige slotte i Médoc. Særligt på Château Branaire Ducru har han har en stor andel i slottets kvalitetsløft.
I slutningen af halvfemserne vendte han hjem til Marsannay med to formål for øje. Dels for at overtage driften af familiens vingård, og dels at fungere som rådgivende ønolog for andre producenter i Bourgogne.
Sylvain fik hurtigt en række stjernedomæner som kunder, herunder Perrot Minot, Denis Mortet, Arlaud, Lignier Michelot, Hubert Lamy og Nicolas Rossignol. Han bærer en stor andel af disse domæners nuværende succes. Han fungerer stadig som ønolog for enkelte domæner, men koncentrerer sig i dag primært om driften af Domaine Sylvain Pataille.
Marsannay ligger i Côte de Nuits, umiddelbart nord for Fixin. Man må ikke forveksle Marsannay med Marsanny-la-Côte, som ikke er en del af Côte de Nuits, men derimod Le Champagne Haut. Vinene fra Marsannay har i en kompetent vinmagers hænder et potentiale der er lige så stort, som det man finder i Fixin.
Sylvain Pataille har 12 hektarer vinmarker i dag. Udover Marsannay Rouge, Blanc og Rosé laver han en del forskellige enkeltmarksvine. Clos du Roy er den mest kendte. Hans bedste vin er tæt på Grand Cru niveauet. Den hedder l’Ancestrale, og skal betragtes som en hyldest til Marsannays vinbønder gennem generationer.
Sylvains tilgang til vinproduktion er enkel: Fleksibilitet, naturlighed og atter naturlighed. Hans vine er helt sikkert blandt de mindst manipulerede i Bourgogne.



