De magiske 5 stjerner til Majella Wines
Når James Halliday vurderer vingårde i Australien, er den mest betydningsfulde karakter, han giver en producent, de magiske 5 stjerner, og således vurderer han også Majella Wines.
Vingården Majella Wines
Da George Lynn I 1960 købte familiegården Majella af sin onkel Frank Lynn, lå det ikke i kortene, at han skulle begynde at dyrke vin. Familien var fåreavlere, og havde ikke planer om at skifte branche. I 1968 fik en ven, Eric Brand, imidlertid overtalt Frank til at beplante 28 hektar af farmens jord med vinstokke, 60 % Shiraz og 40 % Cabernet Sauvignon. I de første mange år blev druerne solgt til store mærkevareproducenter som Hardy og Wynn’s, og man lavede selv kun ganske små mængder vin til eget forbrug.
Efterhånden blev arealet med vinstokke udvidet til 60 hektar, og familien Lynn fik mere blod på tanden med hensyn til selv at vinificere sine druer. I 1991 tog de så skridtet, og producerede de første 600 kasser Shiraz til kommercielt salg. Årgangen blev sat til salg i 1993, og blev overvældende godt modtaget både af kritikere og det købende publikum, og hermed var kursen sat hen imod at Majella ændrede fokus fra at dyrke druer for andre til at lave egne vine af egne druer.
I årgang 92 og 93 blev der igen kun produceret en ren Shiraz, og i 1994 kom så både den første Cabernet Sauvignon og den første årgang af mousserende rød på Shiraz. Næste skridt var skabelsen af topvinen Malleea i 1996, lavet på en blanding af Cabernet Sauvignon og Shiraz. I årgang 2004 kom så The Musician til, med den samme fordeling mellem Cabernet og Shiraz som i Malleea, men i et noget mere overkommeligt prisleje. Sidste skud på stammen er en rosé under navnet The Melody, som første gang blev lavet i 2007.
Frem til 1995 blev vinen fremstillet i lånte faciliteter hos familiens gamle ven Eric Brand, men efterhånden blev behovet for et eget vinmageri for stort, og sidst i 1996 stod Majellas nye topmoderne bygninger færdige og blev udstyret efter alle tidens krav.
Fårene har de i øvrigt beholdt, både til uld og kødproduktion, dog på et andet sted på ejendommen end der hvor vinene laves.
En af Majellas fremragende vine er The Musician. Den opnåede lynhurtigt en position som en af Australiens bedste vine, set i forholdet mellem pris og kvalitet.
Derefter kom Majella flagskibsvin ”Malleea”. Det er et aboriginer-ord og betyder ”Green Paddock”. Kort efter at denne vin kom på markedet vandt den lynhurtigt status som en af Australiens bedste vine som sådan. Vinen er rationeret i uhyre små allokationer pr. land, så den er svær at finde på hylderne. Seneste årgang fik da også herlige 96 point af James Halliday.



