Indkøbskurv0 varer 

The Colonial Estate

Jonathan Maltus er en af de få rebeller i Bordeaux, som i halvfemserne slog sit navn fast i kultbevægelsen, der blomstrede i St. Emilion omkring prominente navne som f.eks. Château Valandraud og Le Tertre Roteboeuf – herunder også Jonathan Maltus’ eget Château Teyssier. Frugtkoncentrerede vine fra sunde jorde synes at være nøgleordene for denne nye trosretning, som ikke mindst tog det amerikanske marked med storm.

I 2001 besluttede han sig for at kigge nærmere på mulighederne for også at etablere sig i Australien, tiltrukket af de meget gamle vinstokke. Nogle parceller blev opkøbt og i 2002 blev Exile og Émigré udbudt til salg. Den etablerede vinpresse var da heller ikke sen til at få øjnene op for vine fra The Colonial Estate. Robert Parker tildelte Exile 96 point i indeværende årgang og Émigré 94 point.

I 2003 blev det besluttet at introducere en serie af vine fra Barossa Valley der baserede sig på de samme teknikker, som Jonathan Maltus med succes havde indført i St. Emilion hvilket vil sige: Et lavt høstudbytte, manuel høst af druerne, at vinen ikke udsættes for pres eller pumpning i kældrene.

Flere parceller er med tiden nøje blevet udvalgt og opkøbt, blandt andet i det kølige klima i Adelaide Hills, hvorfra druerne til husets top-hvidvin Exodus kommer.

The Colonial Estate er opført i bedste nybyggerstil. Men under det galvaniserede tag gemmer der sig et moderne temperaturkontrolleret vineri, med det bedst tænkelige udstyr fra Frankrig.
Foruden Jonathan Maltus faste stab af medarbejdere er også Gilles Pauquets ansat som konsulterende ønolog. Gilles Pauquet kunder tæller blandt andet berømte slotte som Cheval Blanc, Canon og Figeac.

Stilen i vinene fra The Colonial Estate er da også en glimrende symbiose mellem stolte franske traditioner og Australiens gavmilde klima. Læg oven i det uhyre lavtydende gamle vinstokke, som bliver passet og plejet efter alle kunstens regler. Så har du en idé om hvad vinene fra The Colonial Estate kan tilbyde.

The Colonial Estate producerer i princippet tre serier, hvoraf to af serierne nu for første gang introduceres på det danske marked. Husets top-serie består af de tre stærkt eftertragtede vine; Exile, Émigré og Exodus.

Exile er sammenstukket af 75% Shiraz, 20% Mouvèdre og 5% Grenache og kommer fra The Colonial Estates vinmark i Nuriootpa. Flere af vinstokkene på denne mark blev plantet helt tilbage i slutningen af 1800-tallet. Høstudbyttet er derfor yderst minimalt. Når druerne er modne høstes de manuelt og kun de fineste og fejlfri klaser finder vej til kælderen. Mosten gærer i op til fire uger ved relativt lave temperaturer, og allehånde teknikker bliver anvendt for at bidrage det færdige resultat masser af farve og frugtkoncentration. Både den malolaktiske gæring og den efterfølgende tyve måneders lagring foregår på nye franske egefade.

Resultatet er da også en ”Blockbuster” af en vin. Tæt som blæk og med intense progressive toner af røde bær, vanille og eksotiske krydderier – alt sammen nydeligt indpakket i bløde tanniner, der lover godt for et langt liv. En rig og kompleks vin.

Émigré er sammenstukket af ikke færre end seks klassiske franske druesorter; 30% Shiraz, 30% Grenache, 20% Cabernet Sauvignon, 15% Mouvèdre, 3% Carignan og 2% Muscadelle. Druerne er så at sige hentet fra hele Barossa Valley, fra såvel varme som kølige egne. Ganske som med Exile gennemgår Émigré en vinifikation, der kun er verdens bedste vine forundt. Fadlagringen er ligeledes atten til tyve måneder på nye franske egefade.

Émigré har et mere feminint udtryk, sammenlignet med Exile – dette dog i australsk kontekst. Vinen er et overflødighedshorn af brombær og hindbær, flot sammensat med toner af chokolade og vanille. Tanninerne er fløjlsbløde og smelter så at sige i munden.

Exodus er The Colonial Estates fornemste hvidvin. Vinen er sammensat af 90% Chardonnay hentet på marken ”Hunter” i det køligere Adelaide Hills og 10% Riesling fra 100 år gamle vinstokke høstet i Eden Valley. Efter høsten gennemgås klaserne drue for drue, og beskadigede eller ”solbrændte” druer fjernes. Den færdigpressede most nedkøles og hældes på medium brændte fade fra de berømte franske bødkerfirmaer Seguin-Moreau og Francois Frères. Den langtrukne gæringsproces foregår ved 14° C – og i forbindelse med den efterfølgende malolaktiske gæring ligger 50% af vinen på fad. Exodus lagrer efterfølgende ni måneder med sit bundfald.

Resultatet er en strågylden vin, med en kompleks duft og smag som giver påmindelser om akacie, ferskner, ananas og citrusfrugter, raffineret understreget af toner fra fadlagringen. Exodus er en kraftig og sprød vin, med en lang og ren eftersmag.

De såkaldte Estate vine er mere tilgængelige – ikke mindst ud fra en økonomisk betragtning. Høstudbytterne og dermed den samlede produktion er stadig begrænsede. De anvendte teknikker på markene og i kælderen står ikke nævneværdigt tilbage for vine som Exile og Émigré.

Druerne hentes for de rødes vedkommende i Northern Arc i Barossa Valley fra egne marker eller hos udvalgte vindyrkere. De hvide hentes i de kølige områder i Adelaide Hills, og gennemgår i øvrigt samme behandling som store hvide Bourgogner med bâtonnage og gæringsproces via importeret gær fra Champagne.

Udtrykket i hele Estate serien er dog umiskendelig fransk. Vinene besidder masser af frugt, men har samtidig den rankhed og struktur man kun finder i klassiske vine fra Frankrig. Der er altså ingenlunde tale om enstrengede syltetøjsvine – omend det stadig er frugten, der driver værket.

Vi er overbeviste om, at vi med The Colonial Estate har fundet en sand perle af et australsk vinhus, som på fornemste vis bringer det bedste frem fra såvel den nye som den gamle verden. De forbrugere som tidligere har vendt ryggen til de oversøiske vine, bør unde sig selv endnu et forsøg.