Gratis fragt fra 1.499 kr.
Ryd
Menu:

Domaine de Trevallon

Siden 1970’erne har arkitekten Eloi Dürrbach i et råt og ufremkommeligt bjerglandskab fremstillet nogle af Sydfrankrigs allerstørste vine.

Læs mere

Historien om Domaine de Trevallon

I 1973 flyttede arkitekten Eloi Dürrbach fra Paris til Les Baux-de-Provence. Han var fast besluttet på at etablere en vingård i det rå og bjergrige landskab Alpillerne, hvor hans far allerede i 1950’erne havde investeret i ejendommene Mas Chabert og Trevallon nær byen Saint-Rémy-de-Provence. Med stor flid skabte han det i dag 17 ha store domaine, og han måtte bogstaveligt talt flytte bjerge for at anlægge sine vinmarker i Les Baux-bjergene. En del af klipperne blev nemlig sprængt væk med dynamit.

Eloi Dürrbach plantede selv de forskellige druesorter og skabte sin vin i kælderen helt uden professionel assistance. Hans vision var midt mellem oliven-, mandel- og egetræer at dyrke vin, der fremstår så autentisk og tro mod sit område som muligt. Bl.a. derfor valgte han at plante cabernet sauvignon, som før vinlusens hærgen blev dyrket i denne del af Provence. Kombineret med syrah resulterede det i vine, som med Dürrbachs fornemmelse for terroir og naturlig vinfremstilling ikke bare var unikke, men decideret fremragende.

Det skulle imidlertid vise sig at være temmelig problematisk at lave cabernet sauvignon-domineret vin inden for Les Baux-de-Provence-appellationen. Dürrbach anvendte i begyndelsen 60 pct. af denne drue i sit blend, og det var ikke i overensstemmelse med nye regler, som udelukkende tillod 20 pct. cabernet. Han måtte derfor deklassificere sin vin til Vin de Pays de Bouches du Rhône. Det var i 1994, og i 2009 måtte han på den igen, da appellationen blev ændret til IGP Alpilles..

Vinene fra Domaine de Trevallon

At vinene holder et imponerende højt niveau og for længst har opnået kultstatus, ændrer de beskedne appellationer ikke på. Dürrbach laver Trévallon-vinene, som han synes, de skal smage, og her er cabernet sauvignon-druen en vigtig ingrediens. I dag er Trévallon dog i højere grad et familie-domaine, hvor både sønnen Antoine og datteren Ostiane har stor indflydelse på produktionen. En større restaurering og modernisering af vineriet i 2013 har desuden bidraget til, at vinene stadig rangerer blandt de allerstørste fra denne region i Frankrig.

Bemærk i øvrigt vinenes spændende etiketter. Eloi Dürrbachs far var personlig ven med Pablo Picasso, som inspirerede ham til at male, og han skabte på opfordring 50 forskellige etiketter. Hvert år udvælges det motiv, der bedst udtrykker den aktuelle årgang.

Luk
Vine 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er desværre ingen vine der passer på dine filtre.

Bekræft din alder

Denne hjemmeside indeholder produkter og varer der ikke er tilladt at sælge til personer under 18 år.
Bekræft venligst at du er fyldt 18 år.