Weingut Ansgar Clüsserath

Ægteparret Eva Clüsserath-Wittmann og Philip Wittmann er begge vinproducenter, men de driver hver deres vingård. Hvor Philip opererer i Rheinhessen på Weingut Wittmann, koncentrerer Eva sig om familieejendommen Weingut Ansgar Clüsserath i Mosel, hvor hun mere og mere har taget over fra faderen Ansgar.

Læs mere
 




Moderne Riesling med tydeligt terroir-aftryk

Siden 1670 har generation efter generation drevet det lille vinbrug i Trittenheim nord for Trier. Eva tilhører ligesom sin mand gruppen af unge ”Generation Riesling”-vinmagere, som ambitiøst og målrettet fremstiller deres vine med så tydeligt terroir-aftryk som overhovedet muligt. Med 6 ha perfekt beliggende marker på de stejle skiferskråninger langs Moselfloden har hun alle muligheder for at sikre sig sunde, fuldmodne druer med mærkbar mineralitet. De høstes med håndkraft og ad flere omgange efterfulgt af streng selektion.

I kælderen foregår gæringsprocessen ganske langsomt, og vinene lagres efterfølgende ”sur lie” (på resterne af frugtkød, drueskaller og kerner) på store 50 år gamle egefade. Resultatet er saftige, livlige og aromatiske vine med stor kompleksitet og tydelig Mosel-karakter.