Gratis fragt fra 1.499 kr.
Theis Vine
Menu:

Aalto-mesterens nye topvin

Skrevet af Simon Plambæk

Selv om summen af hans succeser efterhånden overstiger, hvad et almindeligt menneske er i stand til at opnå gennem et helt liv, bremser det ikke Mariano Garcia. Men han er heller ikke helt almindelig - i hvert fald i vinøs sammenhæng. Den 74-årige vintroldmand har gennem årene triumferet med vine som Aalto, Mauro, San Román og ikke mindst legendariske Vega Sicilia, som han arbejdede for i over 30 år som vinmager. I 2014 satte han i samarbejde med sønnerne Alberto og Eduardo skub i et nyt projekt med introduktionen af Ribera del Duero-luksusvinen Garmón, og endnu en gang var succesen i hus.

Garmón er skabt ud fra ønsket om at producere en Ribera-vin, der er mere til den elegante og friske side. Man kan opfatte den som et afdæmpet opgør med de voldsomme, fadtunge frugtbomber, som området i de senere år også har fostret. Garcia-familien ønsker at fremstille mere balancerede vine, som ganske vist er fyldige og kraftfulde, men holder igen med både sødmen og vaniljenoterne. Det gøres primært ved at arbejde med tempranillo-druer fra højere beliggende marker med et køligere klima. Brugen af nye egefade er desuden begrænset til omkring 50 pct.

Køb vinene fra Bodagas Garmón her

Testvinder i Børsen

Resultatet er rene, kølige vine med en langt større friskhed, og de første årgange, 2014 og 2015, fik da også en fornem modtagelse hos de internationale vinanmeldere. På vores hjemlige breddegrader vakte vinen ligeledes opsigt. I foråret blev den af dagbladet Børsen kåret til testvinder med 6 stjerner og rosende omtale. Avisen kaldte den bl.a. ”topvin til bundpris”, og selv om vinen ikke er helt billig, bankede den langt dyrere udgaver af banen.